Generalforsamling 2012

Vejlauget Langebjerg

Referat af ordinær generalforsamling Skærtorsdag d.5.april 2012, holdt på Verona, Sandvig kl.10:30.

1.      Valg af dirigent

Bestyrelsen havde foreslået Steen Ebdrup, hvilket blev godtaget af forsamlingen.

Til referent valgtes på tilsvarende vis Søren Frølich.

2.      Bestyrelsens beretning om det forløbne år

John Bloch Andersen berettede. Der har været afholdt 2 bestyrelsesmøder.

Man har her drøftet forholdene omkring vejene. John skal kontakte NCC vedrørende levering af vejmateriale på den mest økonomisk forsvarlige måde. Der skal også lånes eller lejes en “stamper” til at komprimere med.

Der blev også drøftet de forsvundne skilte og ønsket om hastighedsgrænse samt skilte med  “Legende børn”. Bestyrelsen kontakter kommunen om dette.

3.      Aflæggelse af regnskab underskrevet af bestyrelsen og revisor

Kassereren omdelte regnskab med påtegning af foreningens revisor. Der var ingen kommentarer eller indvendinger. Regnskabet er samtidig underskrevet af bestyrelsesmedlemmerne, undtagen formanden, der er fraværende og må underskrive senere.

4.      Rettidigt indkomne forslag

Ingen forslag.

5.      Fremlæggelse af budget og fastlæggelse af kontingent

Budget kan ikke laves med nogen form for sikkerhed her det første år, da udgifter til vejmateriale mv. er uvisse. Det kommende budget vil dog kun indeholde medlemskontingenter som indtægt og udgifter til vejene, samt generalforsamling.

Bestyrelsen foreslog uændret kontingent, hvilket blev vedtaget uden modforslag.

6.      Valg af formand for bestyrelsen

Formanden modtager genvalg og blev genvalgt uden modkandidat.

7.      Valg bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter

Den nuværende bestyrelse samt suppleanter blev genvalgt uden modkandidater.

8.      Valg af kasserer

Kassereren er ikke på valg i lige år.

9.      Valg af revisor samt suppleant

Revisor og suppleant blev genvalgt.

10.  Eventuelt

I forlængelse af bestyrelsens beretning (pkt. 2) foreslår denne, at der aftales 1-2 arbejdsweekender, hvor vejmaterialet kan være ankommet og der evt. kan være adgang til en stampemaskine.

Efter diskussion enedes man om de mulige weekender d.28. april og 5. maj, hvor interesserede medlemmer kan tilmelde sig (en eller begge). Tilmelding kan ske til formanden eller bestyrelsesmedlem John Bloch Andersen.

Materialet skal fordeles i flere bunker, som medlemmerne selv kan tage fra og fordele på de lokale huller i vejen. Der kan fast placeres en “reservebunke” ud for Krølle Bøllevej 2.

Der var diskussion omkring det holdbare i at anvende løst materiale, der efterhånden bliver skyllet væk af regnvand. Muligheden for asfaltering eller vandafledende “bump” på kritiske placeringer blev luftet.

Randy Korp foreslog bestyrelsen til næste år at stille forslag om vedtægtsændring af §4 st.2 således at betaling af kontingent på selve dagen for generalforsamlingen også kunne berettige til medlemskab, i stedet for at det skulle være indbetalt 8 dage før. Der fremkom ingen modargumenter hertil, men ændringen vil først kunne komme til afstemning næste år.

Generalforsamlingen sluttede kl.11:02.

Referent

Søren Frølich

Krølle Bøllevej 15