Vedtægter for foreningen “Vejlauget Langebjerg”
§ 1
Foreningens formål er at organisere vedligeholdelsen af vejene for medlemmernes ejendomme, der er beliggende på Krølle Bøllevej, Krølle Borravej og Pæretræsvej i Sandvig, 3770 Allinge.
§ 2
Medlemsberettigede er ejerne af grundene:
Krølle Borravej nr. 1 til nr. 14, Krølle Bøllevej nr. 1 til nr. 19, Pæretræsvej nr. 1 til 12
§ 3
Når et medlem overdrager sin grund eller på anden måde ophører med at være ejer af den, er medlemmet fra overtagelsesdagen ophørt med at være medlem af foreningen og kan ikke rette krav mod foreningen.
Den nye ejer har mulighed for at blive medlem fra overtagelsesdagen.
Både den tidligere og den nye ejer er forpligtiget til at meddele ejerskiftet til foreningens kasserer og oplyse den nye ejers navn, bopæl, e-mail samt parcellens nummer.
§ 4
Hvert medlem betaler for hver grund et årligt kontingent til foreningens udgifter og administration. Kontingentet betales forud senest på den årlige generalforsamling. Det årlige kontingent fastsættes af den ordinære generalforsamling.
Er kontingentet ikke indbetalt, fortaber man sit medlemskab.
§ 5
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i påsken, ”skærtorsdag” på Bornholm. Der indkaldes af bestyrelsen med 14 dages varsel ved mail eller post til sommerhusadressen til hvert enkelt medlem, som er opført på foreningens medlemsliste. Dagsordenen fastsættes af bestyrelsen i henhold til disse vedtægter og udsendes sammen med indkaldelsen.
Forslag som medlemmerne ønsker behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før ”Skærtorsdag”.
Sager, der ikke er på dagsordenen, kan ikke sættes til afstemning. På enhver ordinær generalforsamling skal følgende punkter behandles:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning om det forløbne år.
3. Aflæggelse af regnskab underskrevet af bestyrelsen og revisor
4. Rettidigt indkomne forslag
5. Fremlæggelse af budget og fastlæggelse af kontingent
6. Valg af formand for bestyrelsen
7. Valg bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter
8. Valg af kasserer
9. Valg af revisor samt suppleant
10. Eventuelt
§ 6
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes på samme måde og med samme frist som den ordinære. Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes så ofte bestyrelsen finder det nødvendigt eller efter at mindst ¼ af foreningens medlemmer skriftligt beder bestyrelsen indkalde til en ekstraordinær generalforsamling.
§ 7
Generalforsamlingen vælger en dirigent, der på generalforsamlingen afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen. Hvert medlem har 1 stemme for hver grund medlemmet ejer..
Afstemning sker ved håndsoprækning, medmindre der begæres skriftlig afstemning.
Stemmeafgivning kan ske ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem eller et medlem af vedkommendes husstand. Intet medlem kan dog afgive stemme i henhold til mere end 1 fuldmagt.
Beslutninger træffes ved simpelt flertal.
Der skrives referat, der underskrives af dirigenten og formanden. Referatet udsendes til medlemmerne via mail.
§ 8
Bestyrelsen består af 3 til 5 medlemmer. Formanden og kassereren vælges direkte af generalforsamlingen. Den valgte bestyrelse konstituerer sig selv med næstformand.
Bestyrelsen samt suppleanter vælges for 2 år ad gangen, I lige år vælges 2 medlemmer og i ulige år 1-3 medlemmer. Formanden er på valg i lige år og kassereren er på valg i ulige år.
Bestyrelsen udarbejder retningslinjer for og organiserer vejvedligeholdelsen.
Genvalg kan finde sted.
§ 9
Generalforsamlingen vælger en revisor og en revisorsuppleant. Genvalg kan finde sted. Revisor kan når som helst foretage kasseeftersyn.
§ 10
Medlemmernes indbetalinger foretages til en konto i foreningens navn oprettet ved kassererens foranstaltning. Det er kun kassereren, der kan hæve på kontoen.
§ 11
Foreningens opløsning kan kun finde sted efter forslag fra bestyrelsen eller halvdelen af foreningens medlemmer. Forslaget skal indeholde en bestemmelse om anvendelse af foreningens formue.
Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den. 13. august 2011.
Dirigent
Steen Ebdrup